Fællesskabet versus individet

Jeg er vokset op på landet, på en gård med dyr og marker, vokset op med foreningslivet, fællesskabet og familielivet – som den største naturlighed.

Jeg kan i bakspejlet se, at der somme tider ikke blev gjort plads til individet i fællesskabet.

Det er måske en af grundene til, at vi i de seneste 10 års tid har opponeret imod mange menneskers selvcentrering og fokus på sig selv og sine egne behov.

Det fylder (igen) mere og mere i min opmærksomhed, at vi er sociale væsner, og jeg er vældig optaget af vores relationer, og den måde vi interagerer med hinanden på.

Samtidig med, at jeg som menneske kan registrere, hvad der foregår i mig selv, i krop og sind. Så jeg kan respondere mere bevidst i mine relationer.

Det er for mig en af flere definitioner på mindfulness.

Nærvær.

Livet.

Mange individer – et fællesskab

Hvornår er individet vigtigere end fællesskabet? Og omvendt?

Og kan de to begreber overhovedet stå hver for sig?

Når jeg underviser på retreats, så er mindfulness en naturlig del heraf.

Jeg oplever deltagere som kommer med hver deres udfordringer – fra stress, tankemylder, mangel på egenomsorg, til fysiske smerter, angst og uro – men også med en interesse for at lære at meditere, kunne være i nuet – og en nysgerrighed for at udvikle sig og lære nyt.

I gruppen af deltagere oplever jeg en medmenneskelighed og støtte. Skabt af netop de individer, der tilsammen bliver et fællesskab.

 

“Den bedste læring fra retreatet er, at jeg gerne må mærke mig selv. Jeg skal give mig selv tid til mindfulness. Det giver overskud og glæde”.

Lone Jensen, 38 år – deltager på retreat

Der kan være flere forudsætninger for fællesskabsfølelse.

Hver kommer med sin identitet, åbenhed og accept.

Som facilitator er det vigtigt at skabe trygge og tillidsskabende rammer. Alle kan forsigtigt begynde at give slip, turde mærke nuet – og i stilheden komme endnu tættere på sig selv og sine behov.

Det er en byggesten i fundamentet for at turde læne sig ind i fællesskabets støtte, dele glæder, sorger og andre genkendelige følelser og tanker. Ligesom fundamentet for selve fællesskabet opbygges ved at f.eks. lave karma-yoga, dvs. hjælpe til med praktiske opgaver.

 

“Først når det er sket kan vi bidrage til fællesskabet fra et ikke-egoistisk udgangspunkt – og vi vil alle kunne være med til at løfte energien, glæden og oplevelsen af nuet”. 

Stina Bavnhøj, mindfulness lærer

Sådan bidrager vi bedst til fællesskabet

For mig er vi afhængige af hinanden, af fællesskabet.

MEN, vi må nødvendigvis skabe vores egen identitet før eller siden, dvs. løsrive os fra de begrænsende overbevisninger, som vi bærer rundt på qua vores individuelle historier.

Både dem, der er en del af vores opdragelse, samfund og dem der skabes gennem tankernes egenfortælling – om hvem vi tror vi er.

Først når det er sket, kan vi bidrage til fællesskabet fra et ikke-egoistisk udgangspunkt – og vi vil alle kunne være med til at løfte energien, glæden og oplevelsen af nuet.

For der er ikke andet. End nuet. Dette øjeblik.

Har du en mening om emnet, vil jeg utrolig gerne høre den.

Tak fordi du læste med.

Xx Stina

Del dine tanker