Kontrakt på positive tanker

Inden vores første møde havde jeg ufattelig mange overvejelser omkring mit liv, men kunne ikke finde hoved og hale i dem. Der var ingen struktur eller overblik over, hvordan min prioritering for fremtiden så ud. Den ene tanke tog den næste og skabte til tider mere forvirring end gavn.

 

Jeg vidste hvor jeg ville hen, bare ikke hvordan eller hvor meget jeg var villig til at gøre for at opnå målene. Jeg ville jo gerne gøre det hele på én gang og gerne ha at målene bare lykkedes, såvel de fysiske som de psykiske.

 

Allerede efter vores første møde følte jeg en lettelse over at have fået åbnet op for muligheden for at skabe overblik over mine visioner og mål.

 

Det var blevet klarere for mig, hvad jeg prioriterede højest og hvad jeg gerne ville arbejde med. Samtidig satte det en proces igang, hvor jeg for alvor blev konfronteret med mine dårlige vaner og tankemønstre og fik en masse redskaber til, hvordan jeg kunne slippe dem og komme videre med at nå målene i mit liv.

 

Større kreativitet

 

Gennem vores 5 sessioner er jeg begyndt at tænke mere og mere kreativt i forhold til, hvordan jeg kan ændre mit liv i en mere positiv retning og hvordan jeg kan få vendt mine dårlige undskyldninger og øvrige forhindringer til noget positivt.

 

Herudover er jeg begyndt at tænke ud af boksen i forhold til, hvordan jeg kan fastholde min nye livsstil og dagligt motivere mig selv til at yde det bedste jeg kan. Bl.a. har det medført at jeg har lavet en motivations kontrakt med mig selv, som dagligt minder mig om, hvor jeg er på vej hen og hvordan jeg kan bevare den positive energi vores sessioner har medvirket til.

 

Jeg er for hver møde gået hjem med en øget motivation, erkendelse af at være på rette vej og selvindsigt til, hvordan jeg kan bryde de gamle demotiverende vaner.

Ser det positive nu

 

Jeg er blevet bedre til at omformulere mine demotiverende tanker, ved at prøve at finde det positive frem i dem. Dette er sket ud fra samtalen om, at vi alle gør vores bedste ud fra de præmisser vi har med os fra vores liv. Og at der formentlig ligger en årsag bag hver tanke, også dem der ved første øjekast virker som negative stopklodser.

 

Der er en grund til, at vi tænker som vi gør, det er bare at finde de bagvedliggende grunde, så vi kan forstå handlingsmønstret og dernæst ændre på det.

 

Hver af Stinas små gaver været medvirkende til at øge min tro på, at jeg har hvad der skal til for at nå mine mål og alt andet i livet. De har været enormt positive og varmende.

 

Samtidig tror jeg, at fordi jeg har fået sat fokus på, hvad jeg vil med mit liv og hvordan jeg skal prioritere det, har været en medvirkende faktor til, at jeg lettere kan overskue hvor og hvordan jeg skal gribe tingene an, bid for bid.

 

En af de ting jeg har hæftet mig meget ved siden første møde, har været Stinas måde at blive ved med at få mig til at uddybe mine svar, til det til sidst fremstod meget tydeligt og entydigt, hvad det var jeg mente. Stina har fået mig til at skære helt ind til kernen og derved tydeliggøre mine mål.

 

Så har Stinas sætning omkring at få Toblerone maven væk og Marabou maven frem, været et fantastisk billede på, hvad det er jeg arbejder hen imod. Det er stadig det søde og lækre, det er bare det mere flade og glatte liv og ydre jeg vil ha.

Drop bekymringerne

 

En tredje ting der har påvirket mig meget, har været Stinas vedholdende spørgsmål om, hvad det er der så holder mig tilbage, når nu diverse forhindringer er væk. Hvorfor gør jeg det så ikke bare? Hvad venter jeg på?

 

– Jeg ventede nok bare på at få et skub i den rigtige retning og på at springe ud i livet og ta det som kommer til mig. Lade vær’ med at ta bekymringerne på forskud og prøve at forudse alt, hvilket jo er fysisk umuligt.

 

Jeg vil anbefale Stina til alle, der har brug for at få et bedre overblik over deres liv og som føler de er kørt fast i gamle rutiner og dårlige vaner. Alle som har brug for at blive motiveret til at få mere ud af deres liv og i et tempo, hvor de selv synes de kan følge med, men stadig bliver presset lidt ekstra til at yde deres optimale.

 

Nu føler jeg mig overbevist om, at Stina kan hjælpe mig til lettere at nå mine mål og blive ved med at fokusere på, hvad der er vigtigst for mig lige nu og her.

 

Sætte fokus på de emner som kan få mig videre i livet. Jeg er nu sikker på at Stina er bedre til dette end f.eks. en veninde, da Stina ser mere nøgternt på mine problemer og visioner.

 

Stina skærer ind til kernen af emnet, uden at lade egne følelser komme i vejen for, hvordan hun kan hjælpe mig til at komme videre og opnå succes.

 

– Ditte Christensen, 27 år, teatertekniker og kommende scenograf