Det kloge nervesystem

Oplevelser lagrer sig

Jeg har lige læst bogen “Vi er det liv vi lever” skrevet af Svend Brinkmann. Den illustrerer på en fin måde, hvordan vores liv er betinget af den historie vi er født ind i.

Livstråde er så fint et ord, der i bogen beskriver alle de tråde vi er viklet ind i, om vi vil det eller ej.

Vi har efterhånden meget viden om hjernen og nervesystemet.

Der er blevet forsket massivt de sidste 20 år – og det fortsætter – i virkningen af mindfulness-træning.

Den viden vi har nu, giver en forståelse for, at vi kan forholde os til vores livstråde. Vi har et valg, når det handler om at forholde os til vores skæbne.

Nervesystemet er klogt

Flere af mine deltagere på mine mindfulness-kurser har gennem årene givet udtryk for, at det især har været i pressede situationer, de har brugt deres mindfulness-værktøjer.

Med hjælp fra den viden om hjernen og nervesystemet, de har fået, og som de har trænet intenst.

Når vi føler os pressede – fysisk eller mentalt – så aktiveres vores autopilot og nervesystemet aktiverer automatiserede reaktioner som udspiller sig i f.eks. handlinger, følelser og tanker.

Det er helt naturligt at autopiloten går igang, det er vores krybdyrhjerne der er på banen.

Jo mere vi træner vores opmærksomhed, jo mere kan vi lade den “voksne og ansvarlige” respondere bevidst

– frem for det automatisk er “vores indre barn”, der reagerer.

Erfaringer fra hverdagen

Her er nogen eksempler fra situationer, hvor deltagerne har meldt tilbage til mig, at de har brugt mindfulness. Og det virker på en måde, der giver oplevelsen af ro og overblik:

 

  • Ventetiden på en akutmodtagelse eller før en operation
  • Op til og under en svær samtale
  • Ved sygdom
  • En nær relations sygdom eller livskrise
  • En stor og betydningsfuld arbejdsopgave
  • Eksamen

Daglige vaner

Når der er pres på kroppen og sindet – så er det fantastisk at kunne trække på vores viden om, hvordan vi kan tackle situationen.

Når vi er vidende, så kan vi skabe en indre ro, en tillid til, at nervesystemet er klogt nok til at respondere på bedst mulig måde.

Vi kommer ikke uden om, at den daglige træning er vigtig, så nervesystemet har let og hurtig adgang til “værktøjerne”, når vi føler os presset. Fuldstændig som fysisk træning af muskler og kredsløb holder os stærke nok til at tage vare på hverdagens opgaver.

Jeg håber du er blevet inspireret til at tage vare på dit sind og mentale sundhed. Måske gør du det allerede.

Tak fordi du læste med.

Xx Stina

Del dine tanker